Arkitekten har ladet Øgadekvarterets historiske ejendomme give genklang i Æbeløens arkitektur. Til området er der tilføjet en helt ny gade, der er døbt Æbeløgade og skaber sammenhæng fra den ene ende til den anden.
CEBRA har kombineret og nyfortolket Øgadekvarterets karakteristiske arkitektoniske elementer. Derfor byder området på klassiske murstensfacader, skrånende tage, markante vinduesrammer og grønne oaser, som er med til at binde historie og fremtid sammen, hvilket også fremgår af projektets hjemmeside.
Vi har forsynet boligerne med mursten i klassiske røde og brune farver, der med de varme toner vækker nostalgi, men også med en lysegrå mursten, som tilfører et mere moderne look. Vores arkitekt- og entreprenørkonsulent Søren Henrichsen fortæller:
- Æbeløen er et hyggeligt og specielt område, og for Egernsund Wienerberger har det været spændende at sætte vores præg på facaderne, hvor murstenene spiller en afgørende rolle i forhold til at få farvesammensætningen på byhusene til at gå op i en højere enhed og samtidig passe godt sammen med de omkringliggende bygninger.