Gry Astrup er født i en murerfamilie, men havde egentlig ikke selv tænkt på at blive murer. Alligevel var hun nødt til at prøve det af, da hun skulle i erhvervspraktik i folkeskolen. Hun fandt selv frem til murerfirmaet Glenn Østergaard i Spjald, der havde haft flere lærlinge, som havde deltaget ved DM i Skills. Efter bare fem dage i praktik fik hun tilbudt en lærlingekontrakt, som hun takkede ja til efter sin afgangseksamen i 9. klasse.
- Jeg havde ikke fortalt, at jeg kom fra en murerfamilie. Jeg tror, at jeg overraskede positivt, fordi jeg måske både havde flair for håndværket og jo også havde en hel del viden om faget med hjemmefra, fortæller hun.
På Herningsholm Erhvervsskole blev Gry hurtigt håndplukket som én af dem, man ville satse på til mesterskaberne i murerfaget. Fra et lokalt mesterskab strøg hun videre til et regionsmesterskab, og da det også blev vundet, pegede vejen direkte mod en kamp om det danske mesterskab, hvor hun løb med titlen som Danmarksmester i 2021 og igen i 2022.
- Jeg trænede weekender og hverdagsaftener i månederne op til. Både fordi jeg synes, det var sjovt, men også fordi det er nødvendigt, hvis man skal have en chance for at vinde. Jeg murede opgaven syv gange inden mesterskabet, for jeg skulle bare kunne den. Skills har uden tvivl gjort mig dygtigere til mit fag, siger hun.