På Kløvervej 46 i Kolding spirer fire boligtårne frem på henholdsvis syv og 12 etager tæt på byens centrum, fjorden og naturskønne områder. Det nye boligbyggeri har fået navnet Kløverhaven. De to syvetagers boligtårne er allerede skudt i vejret, og når de to højeste tårne på 12 etager følger med, og hele det nye boligbyggeri står klar, kommer det til at rumme 152 lejligheder i alt.
Nærheden til naturen har været en vigtig faktor for Tegnestuen Mejeriet, der i designet af Kløverhaven har haft fokus på at lade arkitekturen indgå i perfekt balance med det omkringliggende landskab. Bygherre er Heimstaden Danmark / Develop Nord.
Mens Kløverhavens altaner, vinduesrammer og murkroner er kendetegnet ved en sart lysegrøn nuance, er facaderne udført med vores lyse mursten EW2162 Avignon. Den gule, blødstrøgne mursten med de hvide nuancer er en del af vores franske serie af mursten, som er opkaldt efter franske byer og med de blide nuancer er inspireret af det sydfranske ferielandskab.