Kasernen og dens rustikke facade af mursten gemmer på en masse historie og er samtidig billedet på fortællingen om bæredygtige byggerier, der er brugbare i mange år og patinerer flot fremfor at forfalde. Derfor var der - også for arkitekten bag Kongebrohuset - meget inspiration at hente og historie at videreføre fra havnens gamle byggerier til de nye med henblik på opførelsen af byggerier, der bidrager til historien og ikke mindst et grønnere byggeri.
Fra samtlige af Kongebrohusets 26 eksklusive liebhaverlejligheder har man udsigt til sundet og den gamle havnefront samt den velbevarede murstenskaserne.
- Vi har arbejdet meget med forskydninger i byggestrukturen og lavet store terrasser til samtlige lejligheder, så alle får optimal glæde af udsigten. Terrassernes fortandinger og murstensfacaden er inspireret af den bagvedliggende kaserne, hvorpå der ses fine detaljer og godt håndværk. Vi ville bevare historien gennem inspiration fra og referencer til de omkringliggende gamle bygninger, der både besidder karakter og har en masse spil i sig, fortæller Klaus Toustrup, der er partner og arkitekt hos C.F. Møller, rådgiver for A. Enggaard A/S, som er projektudvikler sammen med BMC Fonden. Han fortsætter:
- Det var naturligt for os at anvende få primære materialer med mursten som det ene element. Hertil søgte vi et rødligt rustikt udtryk med et fint farvespil, uden at facaden fremstod plettet som et leopardskin, men alligevel med afveksling i murstenene med en rolig fremtoning. Her imødekom murstenen EW3255 Red Shade fra Egernsund Wienerberger vores krav om langvarig holdbarhed og unikke karaktertræk.