Det er ikke hver dag, Danmark bliver en ø rigere, men med etableringen af Kronløbsøen mellem Sundkaj og Fortkaj i hovedstadens nye bydel Nordhavn er landets ø nummer 432 tilføjet til listen.
Forvandlingen af havnemiljøet er i fuld gang, og den spritnye ø kommer ikke bare til at byde på underjordisk parkeringshus med boliger og erhverv ovenover. Kronløbsøens bygninger bliver beklædt med en specialudviklet mursten skabt med inspiration fra Møns Klint, der kommer til at pryde facader og altaner.
Murstenen er blevet til i tæt samarbejde mellem Egernsund Wienerberger og bygherre, arkitekter og totalentreprenør. Den har fået navnet Kronløb efter projektet, som By & Havn, PensionDanmark og Nordkranen står bag.