Efter en omfattende renovering blev Oluf Bagers Plads i det centrale Odense indviet i foråret 2019. Byrumsprojektet er en del af byplansprojektet Thomas B. Thriges Gade, hvor nye bygninger er skudt op, og hvor en firesporet vej er blevet nedlagt.
Med det er der skabt et både grønt og levende bytorv midt i Odense, der er omkranset af såvel historisk arkitektur som moderne nybyggeri. Vi har leveret både mursten og tagsten til projektet, der har Realdania By & Byg som bygherre og er tegnet af Praksis Arkitekter. Dermed får vi lov til at sætte vores præg på den nye plads, der er et glimrende eksempel på, når nyt og gammelt går hånd i hånd takket være gennemtænkt arkitektur og velvalgte materialer.