Fascinationen af det naturskønne område omkring Kelleris Hegn nær Kvistgård i Nordsjælland er ikke til at tage fejl af. Lokale og besøgende er tiltrukket af det blå og grønne landskab i Helsingør Kommune. Søerne, engene og skovområderne, vandløbene og selvfølgelig alle kystområderne langs Øresund står i skarp kontrast til byens larm og føles som åndehuller i en travl hverdag.
I midten af det frodige område opføres Skovstykket, der består af fire klynger med ca. 190 boliger i varierende type og størrelse, herunder rækkehuse og etageboliger.
Fra begyndelsen har det været essentielt for Danielsen Architecture at skabe et kvarter, der tilpasser sig omgivelserne og opføres i pagt med naturen. Det fortæller Lise Bækgaard, der er arkitekt og partner hos Danielsen Architecture:
- Kvarterets fire klynger varierer i udtryk, men centrerer sig alle om fællesarealerne. Klyngerne tilpasses det naturlige terræn, samtidig med at der tages højde for bevaringsværdige landskabselementer, såsom diger og eksisterende beplantning i de grønne kiler mellem byggefelterne, forklarer hun og fortsætter:
- Naturlige sigtelinjer, stiforbindelser, torve, frodige samt blå rekreative arealer fletter kvarteret sammen og resulterer en naturnær helhed med fokus på fællesskaber med fredskoven som nærmeste nabo.